|
Af sognepræst Pia Skovmose Jensen.
Så er barn Jesus i krybben
lagt i julekassens mørke ned.
Nok gemt i mørket, men lyser i hjertet.
Så kommer tiden, hvor vi skal følge barnet,
der vokser og gror.
Fra barn til teenager, der spørger sin mor:
”Hvorfor leder du efter mig, du burde vide, at jeg er
i min fars hus!”
Til Jordan flodens bred vi følger ham
og ser Johannes, der tøver og siger:
”Jamen du burde døbe mig”.
Vi hører Jesus, der svarer:
”Gør det nu bare!”
Turen går ud i ørkenen med
blæst og sand og hede, der udtørrer alt.
Tørsten og sulten hærger Vor Herre,
Men han strider sig videre i ørkens tørke.
Selv da den lede kommer og frister med brød,
engles hjælp og verdens Herredømme,
ja selv da strider han den gode strid og siger til den onde:
”Skrid”.
Derfra går det til fest, bryllupsgilde af de vilde!
Vinen drikkes med lyst og høj bliver røsten,
Men hvad med tørsten, når tønden med vin bliver tom?
En irriterende mor hakker på sønnen:
”De har ikke mere vin, gør noget ved det!”
En mor, der plager er værre end alle Ægyptens plager,
Så Jesus siger:
”Fyld karrene med vand!”
De ser på ham, er han da helt fra den!
Vand til bryllupsgilde,
Ja, det er ilde.
Men da de øser, så er vandet af det gode,
Vin med årgang den gode.
Så går turen rundt.
Venner og betroede medarbejdere, kaldet disciple,
Følger i landet rundt, hvor prædiken lyder.
Vi følger med og får eftertanke og stof til vore søndagsudgydelser
(Kaldet prædikener).
Så går turen til Jerusalem og påskefest.
Med indtog og palmer,
Og vi jubler med folkene, sikken fest!
Nu er magten Jesus’.
Men ser vi på ham selv, så ser vi ikke triumferende blik, men alvoren malet i ansigtet det blide.
Påskemåltid med lam og brød.
Vin brød, der brydes, fødder, der vaskes!
Peter, der siger:
”Lad mig vaske dine eller vask du hele mig!”
Jesus, der siger:
”Lad mig vaske mine fødder og besegle din skæbne!”
Til Judas det lyder:
”Hvad du skal, gør det snart!”
I Gethsemane have turen går,
hvor Herre sveder angstens sved.
Han beder:
”Lad mig slippe”
Men ender dog sin kamp med at sige:
”Jeg gør, hvad du vil”.
Den tunge vej går mellem Herodes og Pilatus og ingen vil tage ansvar.
Piskning så hård, og hån, der sviger, bliver Herrens sidste dag på denne jord.
På korset så lang en fredag Jesus hang mellem forbrydere, en med hjerte så hårdt:
”Frels mig og dig selv.”
Men også en med et bevægeligt hjerte, der så, at her var en uskyldig dømt:
”Ti stille, for vi hænger her fordi vi er skyldige,
men Jesus, husk mig, når du kommer i Guds rige.”
Sådan kan en forbryder vidne, det er aldrig for sent at fortryde og søge Guds rige.
Så lød de frygtelige ord, som vi har så svært ved at sluge:
”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
For var Jesus ene og forladt, hvordan så med os, når det bliver nat?
Døden den kom ordene:
”Det er fuldbragt”.
Og stille gled hagen ned og frelseren var død.
Som vi jublede med palmer, sådan sørger vi nu, for hvad skal der blive af os, når frelseren ligger i den mørke grav og alt håb er ude?
Stilheden sig sænker, over Jesu mor, hans venner og disciple, kvinderne sørger og vi med dem.
For hvor går livet nu hen?
For lukkede døre i Helligdagen frygten fik taget i venner og familie.
Men på hverdagen igen, ja, den der skulle blive vor hviledag, kvinderne som de første, vovede sig ud, for at give den omsorg, som falder kvinder så let.
Ved graven lyset fra morgenen gjorde at alt skinnende som af guld,
Men i sorgen og ser alt mørkt og gråt ud.
Hjertet var af sorgen fuld, nu også af chok.
For graven den var tom.
Men med et fuglene sang, blomsterne duftede og luften var fuld af den dejligste lyd:
”Han er her ikke, han er opstået, som han har sagt”.
Senere de ham mødte igen og igen. Han gav sig tilkende i brød og vin.
Den vantro Thomas fik mærkerne at føle.
Jesus den opstandne sagde:
”Tro kun, også selvom du ikke kan se eller mærke mine sår.”
”Drømmer vi eller hvad?” kan vi med disciplene sige,
Men styrket de var og klar til at forkynde Guds rige de var, da han til himmels for.
Og de kun så røgen og fodsporene i sandet.
Men de spor han havde sat, dem fulgte de i.
Med fryd og jubelråb, med hån, pisk og døden til følge.
Men den Helligånd fra pinsedag, dem fulgte hver eneste dag.
Den gjorde dem så trygge,
Gav deres ord fylde og styrke, så mennesker overalt forstod, at Jesus er Kristus, Herren og at i hans navn vi skal have liv til evig tid.
Det forstås trods sprogbarriere og de barriere vi stiller op for hinanden.
Med disciplene skal vi gå ud –
Ud i verden på hans bud-
Vi skal give hans ord videre,
Vi skal døbe de små, som Jesus sagde: ”Kom I små til mig.”
Vi skal bryde brødet sammen og mindes ham i glad erindring om, at gennem hans legeme og blod, ja, da kommer livet til os.
På hans bud skal vi gå glade ud i livet.
Og når vi så har gjort det, fulgt ham i hans liv,
så er der gået næsten et års tid
og vi skal igen finde Jesusbarnet i krybben frem af julekassens mørke.
| 
